På årets varmeste dag onsdag den 8/8-2018, og som samtidig var vores 16 års kærestedag gik turen til Pincho Nation
i Fiolstræde 44, 1171 Købehavn K.
Pincho Nation – verdens første app-restaurant – er kommet til Danmark. Pincho Nation er et velbesøgt restaurantkoncept med mere end 56 restauranter i Skandinavien. Det er gået stærkt siden den første restaurant åbnede i begyndelsen af 2012, og den første Pincho Nation åbnede i marts 2018 i København.
Som gæst booker du dit bord, går på opdagelse i menukortet og bestiller din mad og dine drikkevarer på Pincho Nation app’en fra din mobiltelefon. Du har også mulighed for at betale for dit besøg i app’en, og samtidig indsamle bonuspoint i deres bonussystem.
Pincho Nation byder på små retter fra alle verdens køkkener. Du kan du få alt fra asiatiske dumplings, italiensk risotto, amerikanske sliders, ungarsk plankesteak til fransk crème brûlée. Alle retter serveres i tapasstørrelse. Der er også et bredt udvalg af vegetariske og veganske retter.
Selve indretningen er super dekadent og leder tankerne hen på Moulin Rouge. Lyserøde tigere, påfugle-fjer, guldspejle og vild tapet er blot lidt af det du møder i indretningen. Alle andre steder ville dette være way over the top, men lige her passer det godt ind.
Konceptet er fint og hyggeligt, og der er gjort en del ud af stemningen derinde. Men når der går op mod en time (på en onsdag!!) for at få optøet frysemad, ja så hjælper stemningen ikke særlig meget. De modtager langt flere gæster, end de kan magte, og jeg spår ikke dette sted mange måneder i København, før københavnerne har vendt det ryggen. Sløv service og skuffende mad bliver aldrig et hit.
Alt i alt forlod vi restauranten med tanken, at der findes mange bedre restauranter i København med meget bedre mad til meget bedre priser.
Samlet pris 615 kr
Samlet vurdering: ⭐⭐
Er lige kommet hjem fra en dejlig cykeltur og det kom der disse billeder ud af…